Nyhed

Ny Jimi Hendrix dvd viser mere private sider af guitarguden

Et kassettebånd med akustiske Hendrix-optagelser har også set dagens lys

På en kommende Jimi Hendrix-dvd fra Universal vil man kunne se legenden slappe af imellem koncerter. Optagelserne stammer fra et kamera-hold, der fulgte Hendrix i en måned i 1969 og altså også filmede ham, når han ikke stod på scenen.

Disse optagelser bliver nu til en dvd, hvor fans har mulighed for at få et unikt indblik i, hvordan en guitar-legende opfører sig udenfor rampelyset.

Optagelserne er ikke det eneste ”nye” Hendrix-materiale, der ser dagens lys i denne omgang. Også et bånd, hvor han spiller 14 akustiske sange, er dukket op og kommer på auktion i april. På båndet spiller Hendrix numre, der kom til at optræde på ”Electric Ladyland” fra 1968.

Hendrix forærede båndet til sin nabo Carl Nierik som tak for at have lånt noget mælk og sukker. Nierik gav båndet til sin søster, der solgte det videre for ti år siden til indehaverne af Café Music Studios i London, som nu har fået tilladelse til at sælge optagelserne på auktion. Båndet forventes at kunne indbringe mellem 50.000 og 100.000 pund.

ANNONCE