Nyhed

Ataf på vej med nyt

Singlen "Kig Frem" er netop udkommet, og et nyt album er på trapperne

Det er ved at være længe siden, vi har hørt noget til den dansk-pakistanske rapper Ataf - med efternavnet Khawaja - der fik sig et stort gennembrud i 2005 med debutalbummet "Paraderne Nede" og ikke mindst singlen "Sommerfugl" om hustruvold. Albummet udløste anmelderroser, og Ataf gav efterfølgende en lang række koncerter, holdt en stribe foredrag og blev af medierne flittigt brugt som ekspert om nydanskeres forhold.

Nu er Ataf imidlertid tilbage. Hans nye single "Kig Frem" er netop udkommet, og Atafs andet album er sat til at udkomme medio maj.

Det nye album bliver af Atafs pladeselskab ArtPeople beskrevet som "et album, der byder på en både mere fokuseret og en mere selvransagende Ataf Khawaja. Teksterne på albummet er blandt andet et opgør med offermentalitet og fjendtlighed og et forsøg på at fremhæve de nuancer, som mediernes sensationshungrende og snæversynede spotlys oftest svæver direkte henover."


"Paraderne Nede" fik som sagt generelt fine anmeldelser. GAFFAs Christian Grubert var dog ikke helt så begejstret og uddelte kun tre stjerner og blandt andet følgende ord:

"Paraderne Nede" er en blandet fornøjelse på grund af flere forskellige ting. Selvom Ataf på flere numre som især "Sådan Er Det Bare", men også "Forandret" og pladens næstbedste nummer "Sommerfugl", kommer med relevante budskaber, så snakker vi mange gange ret enkle rim. Det fungerer godt fra et fortæller-synspunkt, men efter 14 numre savner man lidt mere udfordring."

Til gengæld var en anden GAFFA-anmelder, Nanna Balslev, lidt mere positiv, da hun anmeldte Ataf på Spot Festival 2005, hvor hun uddelte fire stjerner og blandt andet skrev:


"Ataf (...) leverede en overbevisende præstation og lå skarpt på beatet. Han kunne dog sagtens have droppet sine kommentarer som "knowwhatimsaying" og "show some love Spot", da de fik ham til at fremstå som lidt af en parodi på sig selv. Atafs styrke er netop, at han hverken rent tekstmæssigt eller attitudemæssigt er en dansk version af 50 Cent. Derfor var klichéagtige hiphopattituder egentlig overflødige. For musikken talte helt for sig selv."

Ataf på MySpace

 


 

ANNONCE