x

Loney, Dear til Danmark

Loney, Dear til Danmark

Den svenske singer-songwriter Emil Svanängen, bedre kendt som Loney, Dear, udsendte for nylig sit femte album, "Dear John". Nu er Loney, Dear så draget ud på en turné, der også bringer ham til Danmark, nærmere betegnet Lille Vega i København 5. april og VoxHall i Århus dagen efter. Billetsalget til begge koncerter er i fuld gang.

Loney, Dear excellerer i både melodisk og eftertænksom popmusik med et par skvæt af den berømte nordiske melankoli. GAFFAs anmeldere plejer at være venligt stemt over for den følsomme svensker. Således har tre forskellige anmeldere alle givet fire stjerner til Loney, Dears seneste tre album. Om "Dear John" skrev Michael José Gonzalez eksempelvis:

"Stilen er legende og eksperimenterende singer-songwriter-pop med Svanängans stemme som omdrejningspunkt, og det er bestemt ikke kedeligt selskab. Udtrykkene på Dear John er mange og forskellige, og giver modspil til netop de fleste af sangenes tilgængelighed." 

Loney, Dear har i øvrigt netop optrådt på den enorme musikfestival South By Southwest i Austin, Texas, hvor GAFFAs udsendte reporter John Fogde så ham. Om Loney, Dear ved den lejlighed fik sagt "Dear John", melder historien dog ikke noget om.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA