Nyhed

Tabu Records udgiver jubilæums-cd

"Tabus 10 års Jubilæum" med Suspekt, Marwan, Veto og mange flere på gaden i april

Det danske pladeselskab Tabu Records blev stiftet tilbage i 1999 og har med årene markeret sig som et af de absolut mest markante danske selskaber inden for hiphop - og også lidt rock og elektronika. I den forbindelse markerer selskabet sig selv dels med to koncerter, dels med jubilæums-cd'en "Tabus 10 Års Jubilæum".

De to koncerter, på henholdsvis Train i Århus 2. april og Store Vega 3. april, er faktisk allerede udsolgt - "det går jo godt", som Mads Skjern ville have sagt. Koncerterne bliver en kronologisk gennemgang i Tabus bagkatalog, med Suspekt (billedet) som hovednavn, ledsaget af blandt andre Marwan, Jeppe Rapp, L.O.C, Clemens, 4Fod, Tue Track, Jooks og L:Ron:Harald.

Har man ikke fået billet, må man derfor "nøjes" med dobbelt-cd'en, der byder på en lang række af Tabus mest markante navne gennem tiden. Dobbelt-cd'en bliver delt op i "Det Bedste", med en samling af Tabus største hits gennem tiden, og "Det Værste", en stribe ikke tidligere udgivne indspilninger med Tabu-kunstnere. Blandt de medvirkende kan nævnes Suspekt, Marwan, Jeppe Rapp, Troo.L.S & Orgie-E og Tabus mere rockorienterede navne, Veto, The Floor Is Made Of Lava og Veto-sanger Troels Abrahamsens elektro-påvirkede soloprojekt I Know That You Know.

Cd'en er på gaden mandag den 6. april.

Blandt Tabu Records' første udgivelser var i øvrigt Suspekts selvbetitlede debutalbum, og Suspekts medlemmer var og er i øvrigt medejere af Tabu Records.

Tabu Records har for resten for nylig indgået en distributionsaftale med den danske afdeling af det multinationale pladeselskab Universal.

ANNONCE