Nyhed

Danskerne har musikken med overalt

Mere end 7 ud af 10 bruger deres telefon som musikafspiller, og 73 procent hører musik på farten

Hvad mange nok har haft en anelse om, er nu blevet bevist af en undersøgelse af meningsmålingsinstituttet Interresearch: Danskerne hører musik overalt. Med andre ord har de musikken med sig rundt i det offentlige rum i form af bærbare musikafspillere eller mobiltelefoner. Både under transport, på job og studier og i forbindelse med forskellige fritidsaktiviteter.

Mere end 7 ud af 10 danskere bruger deres telefon som musikafspiller eller som radio, og 73 procent hører musik, når de er på farten, viser en undersøgelse om danskernes musikvaner foretaget af Interresearch på vegne af mobilproducenten Nokia.

Undersøgelsen viser, at 68 procent af de adspurgte lytter til musik op til tre timer dagligt, og hver syvende hører mere end tre timers musik om dagen.


Undersøgelsen viser også, at hver anden dansker mener, det er vigtigt, at de kan tage musikken med sig, når de går ud af døren, ligesom at hver anden dansker også mener, at det er vigtigt, at ens mobiltelefon kan rumme meget musik, så man kan lytte til lige præcis den musik, man har lyst til, når man vil.

Lidt mere overraskende er det måske, at tendensen ifølge Nokia er gennemgående for alle aldersgrupper. Det er altså ikke kun teenagere, der ikke kan begive sig uden for deres dør uden hovedtelefoner i ørerne, men også ældre mennesker. Du skal med andre ord ikke blive overrasket, hvis du ser horder af iPod-lyttende pensionister nær dit lokale bankocenter, at dømme efter undersøgelsens konklusioner.

Undersøgelsen er foretaget er analysebureauet Interresearch for Nokia i marts 2009. Undersøgelsens målgruppe var danskere fra 15 år og opefter. I alt deltog 1257 personer i den repræsentative undersøgelse.


Nu vi er i mobilafdelingen, vil vi naturligvis benytte os af lejligheden for at reklamere lidt for GAFFAs mobilselskab GAFFA Mobil, der har masser af musiktilbud og fornuftige priser. Læs mere hos GAFFA Mobil.

 

ANNONCE