Nyhed

Danske kunstnere hylder forbilleder ved koncerter

Dylan fortolkes af Kira og Springsteen af The Kissaway Trail i Copenhagen Jazzhouse

Der er noget med, at der er mange musikere, der har en vis respekt for Bob Dylan. Og der er også mange, der godt kan lide Bruce Springsteen. Og Leonard Cohen får også en del musikanter til at bøje sig ydmygt i støvet. For nu bare at nævne nogle eksempler.

Nu fortolker en række danske kunstnere deres udenlandske forbilleder ved en koncertrække i Copenhagen Jazzhouse. Idéen er udtænkt af Johannes Dybkjær Andersson, der har en lang erfaring som koncert- og klubarrangør og i dag arbejder som marketingmanager på pladeselskabet Sony Music - og i øvrigt også er musiker i grupperne As In Rebekkamaria og Lampshade.

Johannes Dybkjær Andersson arbejder blandt andet med bagkataloget til pladeselskabet Columbia Records, hvor en lang række af verdens helt store sangere og sangskrivere gennem tiden er udkommet, og hvoraf mange stadig gør det. Eksempelvis Bruce Springsteen, Bob Dylan og Leonard Cohen, ligesom Johnny Cash i sin tid også nåede forbi det sagnomspundne selskab. Det er altså kun kunstnere udgivet på Columbia Records, der bliver fortolket, men det skulle også være nok til at sikre aftener præget af sangskrivning på meget højt niveau.


Koncerterne bliver arrangeret i samarbejde med Copenhagen Jazzhouse under ledelse af musikchef Lennart Ginman, og der bliver tale om seks koncerter i løbet af året. Den første finder sted 7. maj, hvor Kira Skov (billedet), Claus Hempler og - måske lidt overraskende - Malthe Fischer fra Oh No Ono synger deres yndlings-Dylan-numre.

- Det er med stor ærefrygt, at jeg har sagt ja til at deltage i projektet, siger Kira Skov og uddyber:

- For Bob Dylan må nok siges at være mit største musikalske forbillede. Han har siden mine teenageår både vækket og inspireret mig og fortsætter med at gøre det den dag i dag. Hans repertoire er et tagselvbord af mesterværker, så jeg ser frem til at fortolke hans sange til maj.   


Næste koncert finder sted 4. juni, hvor blandt andre de to forsangere fra The Kissaway Trail, Thomas Fagerlund og Søren Corneliussen, fortolker Bruce Springsteen.

 

ANNONCE