Nyhed

Trentemøller på vej med nyt album

Den allestedsnærværende dj er på vej med nyt, men har også remixet Depeche Mode og Franz Ferdinand

Det er to et halvt år siden, Trentemøller udgav sit skelsættende debutalbum "The Last Resort", der er blevet et af de bedst solgte danske elektronika-album meget længe, måske nogensinde.

Siden da har den travle dj og producer rejst verden rundt både med sit dj-sæt og med sit liveband bestående af Mikael Simpson på guitar og bas og modeskaberen Henrik Vibskov på trommer.

Nu er Trentemøller, med fornavnet Anders, imidlertid i fuld gang med at indspille sit andet studiealbum, der - hvis alt går vel - er på gaden til efteråret. Albummet vil ifølge Trentemøller selv bevæge sig lidt væk fra det dubbede og elektroniske og over mod en mere melodiøs og organisk lyd. Imidlertid stadig med det melankolske udtryk i centrum, understreger Trentemøller. Altså nogenlunde samme bevægelse, som Trentemøllers gode ven og kollega Mikael Simpson har været igennem på sit seneste album, hvor Trentemøller i øvrigt også medvirker.
 
Anders "Jeg holder aldrig ferie" Trentemøller har dog også lige haft tid til at remixe Depeche Modes nye single, "Wrong". Remixet kan man høre på den digitale udgave af gruppens kommende album, "Sounds Of The Universe", der kan købes digitalt fra den 20. april. Og så er Trentemøller også i gang med at remixe Franz Ferdinand, i øvrigt ganske ligesom sine danske kolleger WhoMadeWho.

Og som alt dette ikke skulle være nok, så har Trentemøller også bikset en mix-cd sammen. Cd'en har fået titlen " Harbour Boat Trips  Copenhagen by Trentemøller" og er på gaden 18. maj. Cd'en viser blandt andet Trentemøllers fascination af mere afdæmpede genrer som neo-folk og shoegazer med remixes af numre som Emiliana Torrinis "Livesaver" over sange af Liz Harris/Grouper og Suicide til The Raveonettes "Aly, Walk With Me" og et afsluttende miks af Copenhagen Collective og Soft Cell.

ANNONCE