Nyhed

Diana Krall til Danmark

Den pladeaktuelle jazzdiva gæster København og Århus til september

På mandag den 30. marts er den canadiske jazzsangerinde og pianist Diana Krall aktuel med et nyt album, "Quiet Nights". Albummet følger hun op med en turné, der også bringer hende til Danmark, både København og Århus. Sidstnævnte er i øvrigt en by, som Diana Krall så vidt vides ikke har besøgt tidligere. Til gengæld har hun optrådt i Vejle, men det er en anden historie. Nærmere betegnet spiller Diana Krall følgende steder:

Falconer Salen - lørdag 19. september klokken 20 
Musikhuset Aarhus - torsdag 24. september klokken 20 

Albummet "Quiet Nights" er i øvrigt inspireret af den brasilianske bossanova-tradition. Koncerterne vil både byde på sange fra dette album og samtidig på en lang række jazz-standarder fra Diana Kralls efterhånden ganske lange bagkatalog, som med det nye album siden debuten i 1993 tæller 11 ordinære album og en opsamling. Og et bagkatalog, der blandt andet indeholder de to meget succesfulde album "When I Look In Your Eyes" (1999) og "The Look Of Love" (2001), som gav hende en lang række nomineringer og priser. Førstnævnte album udløste eksempelvis en Grammy, og sidstnævnte fik en seksstjernet anmeldelse i GAFFA.
 
Til de to koncerter vil Diana Krall være akkompagneret af en række jazzmusikere på meget højt niveau, lover koncertarrangøren ICO. Og det kan vi vist godt tillade os at tro på.
 
Billetsalget til koncerterne starter mandag 30. marts klokken 10 på Billetnet.

ANNONCE