Nyhed

Robbie klar til Take That

En genforening kan finde sted inden for det næste år ifølge Robbie Williams

Som vi har skrevet om flere gange, er Robbie Williams og Take That ved at finde hinanden efter mange års adskillelse oven på Robbies afgang fra gruppen i 1995. Seneste melding fra januar gik godt nok på, at Robbie i givet fald ikke vil blive medlem af gruppen på fuldtidsbasis, men nu har Robbie Williams udtalt sig mere positivt til Daily Mirror.

Robbie fortæller: "Jeg er i regelmæssig kontakt med dem, selv Gary (Barlow, red.), og det ser mere sandsynligt ud uge for uge. Fyrene lader til at være helt klar på det, og nogle folk regner med, at det er en aftale. Jeg tror, det kunne være sjovt."

Han tilføjer: "Lad os se, hvad der sker, men mit hoved er indstillet på det, så timingen vil være rigtig, hvis Gary ringer. Jeg tror, det ville blive sjovt. Det ville blive godt. Det vil give mening, hvis det sker på et tidspunkt i løbet af det næste år."

Take That bortset fra Robbie Williams - det vil sige Gary Barlow, Mark Owen, Jason Orange og Howard Donald - blev genforenet i 2006 og udgav comeback-albummet "Beautiful World," der blev et kæmpehit. Også opfølgeren fra 2008, "The Circus" er blevet en pæn succes.

Robbie Williams sagde i sin tid nej tak til at komme med i gendannelsen af Take That, og hans solokarriere har i den efterfølgende periode været præget af svigtende albumsalg og en lang pause. Robbie skulle dog være på vej med et nyt soloalbum.

GAFFA lover at holde dig opdateret med nyt i sagen.

Take That kan i øvrigt opleves i aften på DR1 i X Factor-finalen.

ANNONCE