Nyhed

Manic Street Preachers til Rock Under Broen

Programmet på den fynske festival er nu komplet

Rock Under Broen har nu offentliggjort hovednavnet til festivalen, der finder sted ved den nye Lillebæltsbro i Middelfart 13. juni. Og dermed er endagsfestivalens program komplet.

Hovednavnet i år bliver walisiske Manic Street Preachers. Gruppen debuterede i 1992 med albummet "Generation Terrorists" og er kendt for hits som "Motorcycle Emptiness", "If You Tolerate This Your Children Will Be Next" og "The Masses Against The Classes".


Manic Street Preachers ventes senere på foråret at udsende deres niende studiealbum, "Journal For Plague Lovers". I øvrigt et album, hvor de for første gang siden 1996 har indspillet sange med tekster af deres gamle guitarist Richey James Edwards, der forsvandt sporløst i 1995 og sidste år blev erklæret formodet død. Albummet er indspillet af producerlegenden Steve Albini, kendt for samarbejder med PJ Harvey, Nirvana, Pixies og mange flere, herunder danske Amber, Grind og Phonovectra.

De øvrige optrædende til Rock Under Broen er som følger:

Sys Bjerre


Carpark North

Tim Christensen

Gnags


Hej Matematik

Thomas Helmig

Kim Larsen & Kjukken


Anne Linnet

L.O.C.

Nephew


Nik & Jay

 

 


ANNONCE