Nyhed

Dinosaur Jr. på vej med album

J. Mascis & Co. udgiver "Farm" til juni

Amerikanske Dinosaur Jr. fik pæne anmeldelser, da de i 2007 udgav comeback-albummet "Beyond", deres første siden "Hand It Over" fra 1997 og den derpå følgende opløsning. Og det samme gjaldt gruppens efterfølgende koncerter, som blandt andet bragte dem til Vega i juli 2007.

Nu er bandet tilbage med et nyt album, stadig i den oprindelige lineup, som den var i perioden 1984-1989 og fra og med gendannelsen i 2005: J. Mascis på sang og guitar, Lou Barlow på bas og Murph på trommer. Trioen udsender 22. juni albummet "Farm", som bliver deres i alt niende album.

Gruppens europæiske pladeselskab PIAS (i USA kommer de på Jagjaguwar) beskriver det nye album som klassisk Dinosuar Jr., det vil sige med masser af guitarsoloer, forvrængerpedaler og feedback-støj og samtidig iørefaldende melodier. Albummet byder dog også på mere afdæmpede, 70'er-folk-orienterede sange i stil med Joni Mitchell og Neil Young, når denne er mere afdæmpet. Selvom gruppens mere aggressive sange så omvendt ofte giver associationer til Neil Young, når denne er i sit mere bidske hjørne.

"Farm" er indspillet i den ubestridte leder J. Mascis' Bisquiteen-studie i hjembyen Amherst, Massachusetts og er produceret af J. Mascis.

Tracklisten til albummet ser ud som følger:
    * Pieces
    * I Want You To Know
    * Ocean In The Way
    * Plans
    * Your Weather
    * Over It
    * Friends
    * Said The People
    * There's No Here
    * See You
    * I Don't Wanna Go There
    * Imagination Blind

ANNONCE