x

Manic Street Preachers-album til maj

Manic Street Preachers-album til maj

Forleden kunne vi fortælle, at walisiske Manic Street Preachers er hovednavnet på årets Rock Under Broen-festival, der finder sted i 13. juni i Middelfart ved den nye Lillebæltsbro. Dengang fortalte vi, at gruppens nye album er lige om hjørnet, og nu er der så lige kommet en udgivelsesdato på det: 18. maj er albummet, der har fået titlen "Journal For Plague Lovers", på gaden.

"Journal For Plague Lovers" er et album, hvor gruppen for første gang siden 1996 har indspillet sange med tekster af deres gamle guitarist Richey James Edwards, der forsvandt sporløst i 1995 og sidste år blev erklæret formodet død. Albummet er indspillet af producerlegenden Steve Albini, kendt for samarbejder med PJ Harvey, Nirvana, Pixies og mange flere, herunder danske Amber, Grind og Phonovectra.

Manic Street Preachers debuterede i 1992 med albummet "Generation Terrorists" og er kendt for hits som "Motorcycle Emptiness", "If You Tolerate This Your Children Will Be Next" og "The Masses Against The Classes". Oprindeligt var de en kvartet, men siden Richey James Edwards' forsvinden har de været en trio bestående af sanger og guitarist James Dean Bradfield, bassist Nicky Wire og trommeslager Sean Moore. Efter Richey James Edwards' bortgang har det i øvrigt primært været Nicky Wire, der skriver gruppens tekster.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA