Nyhed

Television Personalities til Pop Revo

Det engelske kultband besøger Århus-festivalen i maj

Den århusianske Pop Revo-festival har netop offentliggjort det sidste navn til festivalen, der finder sted på VoxHall i Århus 1. og 2. maj. Nemlig det engelske veteran-kultband Television Personalities.

Television Personalities blev dannet tilbage i 1978 og markerede sig hurtigt med deres blanding af pop, 60'er-psykedelia og punk, tilsat humoristiske tekster, ofte med referencer til populærkulturelle ikoner. Gruppen har haft en lang række skiftende medlemmer med sanger og sangskriver Dan Treacy (billedet) som eneste gennemgående medlem.

Television Personalities har inspireret navne som Pavement, The Pastels, Jesus And Mary Chain og Kurt Cobain, der var stor fan. Gruppen albumdebuterede i 1981 med "And The Kids Just Don't Love It" og har til dato udsendt 13 studiealbum, senest "Are We Nearly There Yet?" fra 2007.

Television Personalities skulle egentlig have spillet til Pop Revo i 2005, men måtte aflyse, da Dan Treacy - der har levet en udsvævende liv med blandt andet et årelangt heroinmisbrug og flere fængselsdomme - ikke var i stand til at spille koncerten. Men nu skulle han være fit for fight, lover Pop Revo.

Pop Revos samlede program er nu offentliggjort, og det er som følger:

Television Personalities (UK)
Gang Gang Dance (US)
Sunset Rubdown (CAN)
The Bear Quartet (SE)
Casiotone for the Painfully Alone (US)
Love Is All (SE)
Slaraffenland (DK)
Choir of Young Believers (DK)
Lily Electric (DK)

Billetsalget er i fuld gang på GAFFA Billet, og man kan både købe 1- og 2-dags-billetter.

ANNONCE