x

Sjove aprilsnarre i musikkens verden

Sjove aprilsnarre i musikkens verden

Første april er som vanligt ikke gået sporløst hen over alverdens medier – heller ikke verdens musikmedier, hvor journalisterne virkelig har moret sig over den eneste dag, hvor man kan tillade sig at finde på løgnehistorier. Musiksitet Pitchfork.com har været så flink at samle en række af de bedste, og af dem har vi plukket et par stykker, tilsat én fra egne rækker.

En af de absolut mere underholdende er Nine Inch Nails-bagmanden Trent Reznor, der via det sociale netværk Twitter oplyste, at han havde lavet et spritnyt album, "Strobe Light", produceret af Timbaland. En ret sjov, men usandsynlig nyhed, i og med at selv samme Trent Reznor for nylig netop gennem Twitter hånede Chris Cornell for dennes nye – Timbaland-producerede – album "Scream". Reznor havde både lavet et cover og en trackliste, hvor det blandt andet fremgik, at albummet havde sangtitler som "Black T-shirt", "Coffin On The Dancefloor" og "Feel Like Being Dead Again" og havde gæsteoptrædener fra Chris Martin, Jay-Z og Bono (alle tre på samme sang), Sheryl Crow, Justin Timberlake og Tools Maynard James Keenan (begge på samme sang), Fergie og Ministrys Al Jourgensen (på samme sang) og Alicia Keys. Se cover og trackliste her.

Björk kunne på sin hjemmeside oplyse, at det var hende, der skulle erstatte Robert Plant som sanger i de gendannede Led Zeppelin på deres kommende verdensturné. Björk havde dog fået indført, at hun kun skulle synge sange fra deres første og fjerde album, hvilket dog også i sig selv ville give en del hits at vælge fra, heriblandt "Rock And Roll" og "Stairway To Heaven". Fulgte man linket til billetsalget, blev man dog gjort opmærksom på, at der var tale om aprilsnar.

Coldplay kunne videre på deres hjemmeside fortælle, at de sammen med producer Brian Eno skulle indspille musik i vægtløs tilstand i en specialdesignet Boeing 727, der kunne skabe en vægtløs tilstand i 20-25 sekunder ad gangen. Gruppen skulle i øvrigt indspille i særlige hjemmelavede dragter inspireret af tidlige russiske kosmonauter, og sangene skulle indspilles på et kassettebåndoptager fra 1969.

En anden spøjs historie var Sufjan Stevens-fansitet All Good Naysayvers, der kunne oplyse, at Stevens var klar med et nyt album i sin serie med album om de amerikanske stater. Det nye album skulle have titlen "Dela-Where" og blandt andet indeholde sangtitler som "Those Yuppies Just Finished Their Kitchen Sink! (And Other Epic Accomplishments", "Newark, Or, Home Of The Blue Hens And Hangovers" og "Take Me Down To Slower Tower, Where The Chickens Outnumer The People")." Faktisk ikke en helt urealistisk nyhed, hvis man har lidt kendskab til Sufjan Stevens' univers. Se cover og trackliste her.

Sidste historie kommer fra egne rækker, nemlig historien om, at Kate Bush har sagsøgt Søren Rasted, fordi dennes sang "Det Bedste Til Sidst", skrevet til vinderen af årets X Factor, med andre ord Linda Andrews, minder lidt for meget om hendes 1985-hit "Running Up That Hill". Selvom debatten om de to sanges lighed startede længe før 1. april, faktisk sekunder efter X Factor-finalen i fredags, så var der tale om en aprilsnar. Imidlertid en aprilsnar, som TV2's Gossip-redaktion hoppede på og derfor i nogle minutter havde historien oppe på TV'2s hjemmeside (se billedet), inden de lugtede lunten. Vi siger mange tak for interessen.

Historien om, at det århusianske band Sunstroke PM vil betale de første 100 publikummer 100 kroner hver for at komme til deres koncert på VoxHall i Århus 9. maj, er derimod ganske sand.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA