x

Fans tilbyder Natalie Cole ny nyre

Fans tilbyder Natalie Cole ny nyre

Det er ikke så meget, vi her i landet har hørt til den amerikanske sangerinde Natalie Cole, datter af legenden Nat King Cole, på det seneste. Hun er dog stadig musikalsk aktiv og udsendte eksempelvis studiealbummet "Still Unforgettable" sidste efterår, og det resulterede faktisk i to Grammyer.

59-årige Natalie Cole har dog også været ramt af sygdom. Hun offentliggjorde sidste år, at hun var blevet angrebet af leversygdommen Hepatitis C, forårsaget af hendes mangeårige stofmisbrug, primært i 70'erne og 80'erne. I tirsdags offentliggjorde hun så i forbindelse med en optræden hos talkshow-værten Larry King på CNN, at hun desuden lider af en nyresygdom – muligvis forårsaget af den kemo-terapi, hun har gennemgået i forbindelse med behandlinger for Hepatitis C – og at hun har behov for en donor. Alternativt skal hun være i dialyse resten af livet.

Nu fortæller Associated Press så, at dusinvis af seere undervejs i programmet har meldt sig som potentielle donorer. Med andre ord er der altså håb forud for den trængte sangerinde, skuespiller og forfatter til en succesrig selvbiografi.

Se hele Larry King-indslaget her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA