x

Stella Polaris nu også til Odense

Stella Polaris nu også til Odense

Stella Polaris har siden starten for 12 år siden udviklet sig til at være Danmarks største festival inden for den såkaldte chillout-musik, altså afdæmpet elektronisk musik. Festivalen startede i år, udvidede hurtigt til København, og nu har arrangørerne så også fået Odense med.

Udvidelsen er sket i samarbejde med Odense-spillestedet Posten og Odense kommune, og det betyder, at Kongens Have 31. juli kan lægge græs til en forhåbentlig solbeskinnet Stella Polaris, der fortsætter til Vennelystparken i Århus 1. august og Østre Anlæg ved Statens Museum for Kunst i København 2. august.

Vanen tro optræder en lang række danske og internationale stjerne-dj's, og de senere år har Stella Polaris også udvidet konceptet med liveoptrædener. Sidste år kunne man således opleve Aura live, mens dj'sene blandt andet inkluderede de mangeårige gæster T.O.M. og Buda, sammen også kendt som Lulu Rouge, og Trentemøller. Alt sammen med gratis adgang.

Hvem der er dj's og livekunstnere i år, er indtil videre ikke offentliggjort. Stella Polaris-bagmændene udtaler dog skælmsk, at der går rygter om en af følgende: Moby, Groove Armada, LTJ Bukem og José González. Og tidligere har Groove Armadas Andy Cato været dj på Stella Polaris, så man må gå ud fra, at partnere har hinandens telefonnumre.

Hertil kan vi tilføje, at Stella Polaris ud over deres årlige augustfestivaler også arrangerer dj-events og koncerter andre steder i landet, eksempelvis på Spot Festival og Roskilde Festival og Statens Museum For Kunst, og her arrangerede Stella Polaris i november 2008 en gratis koncert med Catbird og førnævnte José González. Så han er altså heller ikke noget dårligt bud.

Stella Polaris' hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA