Nyhed

Antony & The Johnsons besøger Koncerthuset

Antony Hegarty bakkes til koncerten i august op af DR UnderholdningsOrkestret

Det er kun en uge siden, man kunne opleve Antony & The Johnsons i Falconer Salen i København, som GAFFAs anmelder gik fra særdeles begejstret og i sin 6-stjernede anmeldelse beskrev som "Lyden af noget vidunderligt". Nu vender han 5. august tilbage sammen med sit orkester The Johnsons, men til den kommende koncert vil Antony Hegarty desuden få hjælp af 42 musikere fra DR UnderholdningsOrkestret.

Antony er lige nu aktuel med albummet "The Crying Light", der som sangerens øvrige udgivelser blev modtaget med flotte anmeldelser, hvor GAFFAs anmelder blandt andet roste hans mod til at gå nye veje:

"Stemmen er smuk som altid og formidler hånd i hånd med musikken sangenes trøstesløse indhold på uimodståelig vis, så lytteren ikke drukner i melankolien, men snarere bæres igennem de voldsomme følelser, som pladen er et studie udi. Det er respektindgydende, hvordan Antony har modet til at betræde de stier, som albummet fører lytteren ud på".


Men musikken vil få endnu en dimension, når den spilles i samarbejde med DR UnderholdningsOrkestret i det flotte nye koncerthus. Det vil man i hvert fald kunne finde ud af, når orkestret tager plads sammen med Antony & The Johnsons til koncerten 5. august.

Billetsalget til koncerten med Antony & The Johnsons 5. august starter 6. april klokken 10:00 via Billetnet.dk & dr.dk/koncerthuset.

ANNONCE