x

Beatday-programmet komplet

Beatday-programmet komplet

Arrangørerne bag festivalen Beatday, Beatbox Booking & Concerts, har netop offentliggjort yderligere tre navne til festivalen, der afholdes i Valbyparken i København 14. og 15. august. Dermed er programmet ifølge Beatbox komplet med i alt 16 navne på de to scener.

Denne gang er der tale om tre udenlandske grupper, ét elektroorienteret, ét i spændingsfeltet mellem dansegulv og rock og ét mere rockpræget. Nærmere betegnet Ladytron (billedet), Crystal Castles og The Temper Trap.

Ladytron
Engelske Ladytron har markeret sig stærkt med deres elektro-glam-pop-rock. De har på det seneste blandt andet givet to koncerter i Sydney Opera House som del af en serie shows med Brian Eno og en stribe stadionkoncerter for Depeche Mode. I juni 2008 udsendte de deres fjerde album, ”Velocifero”. I december gav de en koncert på Loppen, som GAFFAs anmelder Ras Boldng anmeldte til fire stjerner og blandt andet skrev følgende om:

”Ladytron forsøgte virkelig, men de dårlige lydforhold gjorde, at koncerten aldrig rigtig nåede op at ringe i mine ører, og det er fa... synd, især fordi det var helt tydeligt, at gruppen formåede at spille live og tilmed særdeles kompetent.”

Og så må vi jo håbe, de kan tage revanche til Beatday

Crystal Castles
Der har i de sidste par år været en del hype omkring Toronto-duoen Crystal Castles. I maj 2008 udgav de så deres debutalbum, som GAFFAs Thomas Borre var meget begejstret for. Han uddelte fem stjerner og skrev: ”Crystal Castles formår på glimrende og danseappellerende vis at indarbejde både klinisk minimal vellyd og møgbeskidte og småstøjende indfald”. Bandets ene halvdel, Alice Glass, blev i øvrigt kåret som årets sejeste musiker af NME sidste år.

The Temper Trap
Australske The Temper Trap er fra Melbourne og blev tidligere på året fremhævet af BBC som et band, man skulle holde øje med i 2009. Her blev deres "atmosfæriske og medrivende lyd" fremhævet, hvilket man kan høre på deres to ep'er. Gruppen har dog færdiggjort et debutalbum sammen med Arctic Monkeys-produceren Jim Abbiss, og førstesinglen "Science Of Fear” er netop blevet udsendt.

Dermed er programmet komplet til Beatday09, og den samlede liste af bands er som følger:

Arctic Monkeys (UK), Band Of Horses (US), Mew (DK), Basement Jaxx (UK), Jenny Lewis (US), The Raveonettes (DK), Balstyrko (DK), Lykke Li (S), The Ting Tings (UK), Choir Of Young Believers (DK), Efterklang (DK) Og Oh No Ono (DK), The Late Parade (DK), Ladytron (UK), Crystal Castles (Can) og The Temper Trap (Aus).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA