x

Kylie til Skanderborg

Kylie til Skanderborg

Danmarks Smukkeste Festival har netop offentliggjort Kylie Minogue som et af årets hovednavne til festivalen, der finder sted 5.-9. august i Dyrehaven i Skanderborg. Nærmere betegnet dukker Kylie op i bøgeskoven torsdag den 6. august og giver dermed begrebet "Danmarks Smukkeste" ny betydning.

Australske Kylie Minogue debuterede som 19-årig i 1987 med sin coverversion af Little Evas 1962-hit "The Loco-Motion" og havde året efter, med "I Should Be So Lucky" sin første nummer 1-single på den engelske hitliste.

Siden har hun haft yderligere 31 singler på den engelske top 10-liste, heriblandt klassikere som "The Loco-Motion" (genindspillet i 1988), "Give Me Just A Little More Time", "Confide In Me", "Spinning Around", "On A Night Like This", "Kids" (duet med Robbie Williams), "In Your Eyes", "Where The Wild Flowers Grow" (duet med Nick Cave), "I Believe In You", "2 Hearts" og "Can Get You Out Of My Head".

Sidstnævnte, fra 2001, er hendes største hit i England med mere end en million solgte singler til dato. Hendes seneste album er remixalbummet "Boombox" fra januar i år, og sidste studiealbum er hendes 10. af slagsen, "X" fra november 2007.

På sine første fire album, udsendt i 1988-1991, var Kylie Minogue tilknyttet sangskriver- og producerteamet Stock Aitken Waterman, som hun derefter brød med for at arbejde med en lang række forskellige sangere og sangskrivere. I 90'erne eksperimenterende hun med rock, elektronika og dance, til fine anmeldelser, men mindre kommerciel succes, og i det nye årtusinde er hun vendt tilbage til den mere poppede stil – til mere kommerciel succes og til gengæld knap så pæne anmeldelser.

På Danmarks Smukkeste Festival kan man blandt andet også opleve følgende navne:

The Streets, Fatboy Slim, Beth Hart, The BossHoss, Daniel Lemma, Yoav, Anne Linnet, Aqua, Aura, BliGlad, Camille Jones, Carpark North, Celina Ree, Choir Of Young Believers, Cut 'n' Move, D-A-D, Didium & The Black Bonnie Picture, Gnags, Hej Matematik!, Ibrahim Electric, Ida Corr, Jokeren, Jooks, Kim Larsen, Lars H.U.G., Lis Sørensen, Nephew, Peter Sommer, Souvenirs, Spleen United, Surfact, Suspekt, Sys Bjerre, The Blue Van, The Dreams, The Fashion, Thomas Helmig, Tina Dickow, Trolle/Siebenhaar, Turboweekend, Veto med flere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA