Nyhed

Isis til Roskilde

Det amerikanske progressive metalband melder sin ankomst på Dyrskuepladsen i Roskilde

Tidligere på dagen kunne Roskilde offentligøre White Lies og Balstyrko til festivalens program. Nu kan man på Isis' MySpace læse sig til, at de også har tænkt at komme til Roskilde Festival - og dermed, hvis det skulle vise sig at blive officielt, tilfredsstille nogle af de rock-hungrende fans.

Festivalen lovede i en pressemeddelelse i formiddag, at der ville komme flere overraskelser til programmet i næste uge, men måske har Isis altså breaket nyheden, før festivalen var klar over det. På fredag offentliggøres de sidste navne på scenen for upcoming bands, nemlig på Pavillion Junior, der åbner op for musikken allerede i opvarmningsdagene fra mandag til onsdag.

Post-metal pionererne fra Isis spillede sidst på Roskilde i 2005 - kort efter de udgav albummet, "Panopticon". Det album fik fem stjerner her på GAFFA.dk - i øvrigt samme karakter som da GAFFA sidst anmeldte Isis live fra Øyafestivalen i Oslo i august sidste år. Meget passende udsender Aaron Turner og kompagni sit femte album den 5. maj, "Wavering Radiant". Det album kommer ifølge flere internationale websites til at bestå af syv numre - hvoraf de seks af dem er over syv minutter lange, og det sidste er blot halvandet minut langt. Det er produceret af Queens Of The Stone Age-produceren, Joe Baressi. Man kan allerede høre første nummer, "20 Minutes / 40 Years" fra deres kommende, femte studiealbum på Isis' MySpace.


Mens vi er ved Roskilde-rygterne, så kan vi her på redaktionen afvise spekulationerne om, at Placebo skulle komme til festivalen. Godt nok udgiver de i juni deres "Battle Of The Sun", men i et interview med GAFFA forklarer bandets bassist, Stefan Olsdal, at man ikke skal forvente Placebo til Roskilde. De spiller til gengæld på Siesta!-festivalen i Skåne i sidste weekend af maj, mens Roskilde Festival nok snarere er aktuel næste år, uddyber Stefan Olsdal.

Fra redaktionen skal der i øvrigt lyde en tak til brugeren "Kage", der tippede os via vores forum.

ANNONCE