Nyhed

Sys Bjerre og Infernal til Grøn Koncert

Den omrejsende festival har nu sat de to populære popnavne på plakaten

Det er to debutanter i Grøn Koncert-sammenhæng, der i dag er blevet offentliggjort til årets program. Tidligere er L.O.C. og Kashmir samt MC's Fight Night med den AllStars-aktuelle UFO som vært blevet offentliggjort som navne til Grøn Koncert, og nu får de følgeskab af Sys Bjerre og Infernal.

Dermed er der altså kommet to kvindelige profiler i form af popsensationen Sys Bjerre og Infernal-sangerinden Lina Rafn med på årets karavane, og de vil være garant for en lang række store pophits som "Malene", "Kegle", "From Paris To Berlin" og "Ten Miles". I en pressemeddelelse udsendt af Grøn Koncert kommenterer begge navne på deres deltagelse i dette års festival.

Infernal: "Der skulle gå 12 år før vi fik lov at spille på Grøn Koncert, og vi er super stolte over at det nu er lykkedes os".

Sys Bjerre: "Det er så stort, at jeg skal spille på Grøn Koncert. Nogle drømmer om at stå på Orange Scene, jeg har altid drømt om at spille på Grøn Koncert".


Dermed er programmet til Grøn Koncert anno 2009 ved at tage form, og i løbet af de næste uger vil der komme endnu tre store navne til programmet, der i år fordeler navnene på to lige store scener, Grøn Scene og P3 Scenen.

Grøn Koncert afvikles i år i perioden 16.-26. juli, og billetsalget til alle otte koncerter er i gang på Billetnet. Grøn Koncert besøger følgende byer:

16. juli: Esbjerg
17. juli: Herning
18. juli: Århus
19. juli: Aalborg

23. juli: Kolding
24. juli: Odense
25. juli: Næstved
26. juli: København

ANNONCE