Gruppen udsender deres første album i fjorten år til september
Efter fjorten års udgivelsespause er Alice In Chains nu ved at være klar til at udsende deres første album, der samtidig bliver bandets første siden frontmand Layne Staleys død i 2002. Det nye album forventes at blive udsendt til september.
Lige siden medlemmerne af Alice In Chains i 2006 annoncerede, at de skulle gendannes med William DuVall fra Comes With The Fall som ny sanger, har der været spekulationer om, hvorvidt bandet ville indspille et nyt album, og hvordan det mon ville lyde. Til koncerterne gjorde DuVall det særdeles godt, og hurtigt begyndte medlemmerne at skrive nyt materiale og bekræftede, at de havde tænkt sig at lave en ny plade med den nye frontmand.
Indspilningerne begyndte i efteråret 2008, og nu har bandet via deres MySpace-side annonceret, at albummet er færdigt, og at bandet nu bare skal have fundet en titel og lavet et cover, og så er den ged barberet. Beskeden er skrevet af bandets højre hånd, Baldy, der lidt kryptisk afslutter beskeden med følgende ord: "Så ryd en plads på cd-hylden og planlæg en barselsorlov til september, fordi den lange tørke vil snart være overstået".
Ifølge Blabbermouth har Duff McKagan udtalt i en podcast, at han har hørt pladen og beskrev den som "det bedste album han havde hørt i ti år", hvilket jo kun er med til at rejse forhåbningerne til det kommende album.
Gruppen, der gæstede Danmark i 2006, har indtil videre kun planlagt enkelte koncerter denne sommer. Men de kan opleves på en amerikansk festival 16. maj, og så gæster de Storbritannien i begyndelsen af august, hvilket man jo kan have lov at håbe er en del af en længere Europa-turné, der måske endda kan bringe dem tilbage til Danmark.