Nyhed

Efterklang udgiver live-album og koncert-dvd

Det danske lydkollektivs koncert med DR UnderholdningsOrkestret udkommer til efteråret

Ensemblet Efterklang optrådte i september sidste år sammen med DR UnderholdningsOrkestret i DR's nye Koncerthus, hvor de i fællesskab for første gang fremførte hele albummet "Parades". Koncerten fik titlen "Performing Parades", og til efteråret udsendes koncerten som live-album sammen med en koncert-dvd, der dokumeterer den roste koncert.

Dvd’en kommer blandt andet til at indeholde en dokumentar om orkestret og en koncertfilm instrueret af Benjamin Hesselholdt, der før har lavet koncertfilm om klassiske komponister. Dokumentar om tilblivelsen af koncerten er optaget og tilrettelagt af Ralf Christensen fra P2 og Anders Bøtter, ligeledes fra DR, har stået for klipning og postproduktion. Koncerten i DR Byen blev af GAFFAs anmelder tildelt fem stjerner og fik følgende rosende ord med på vejen:

”Med 40 ekstra musikere fik paletten lige en god håndfuld yderligere nuancer, og det var en sand fornøjelse at opleve ”Parades” gengivet live [...]. Ganske som på albummet svingede musikken mellem elementer af næsten overjordisk skønhed, dyb melankoli, skræmmende dysterhed og legesyg livsglæde”.

Efterklang gentager senere på måneden successen med at spille "Parades" i sin helhed, men denne gang kommer det til at ske uden for Danmark. Orkesterudgaven af Efterklangs andet album skal nemlig opføres igen i England. Det skal ske den 25. april i Leeds, hvor det danske lyd-kollektiv kommer i fint selskab med det klassiske orkester Britten Sinfonia.

Hvis Efterklangs livekoncert ”Performing Parades” på britisk jord er for langt væk, kan man se frem til den omfattende live-udgivelse på cd/dvd, der udkommer til efteråret.

ANNONCE