Nyhed

Diddy skal spille pladeselskabsdirektør

Det bliver ikke langt fra virkeligheden, når Sean Combs skal spille pladeselskabsdirektør i filmen "Get Him To The Greek"

Den engelske komiker Russell Brand havde så stor succes med sin rolle som rockstjernen Aldous Snow i filmen "Forgetting Sarah Marshall", at man har valgt at lade ham fortsætte rollen i filmen "Get Him To The Greek". I filmen skal en stakkels praktikant (spillet af Jonah Hill) sørge for, at Snow kommer frem til en koncert, men ikke overraskende sker der en masse uforudseete ting undervejs, der involverer rockklicheer og gæsteoptrædender fra kendte musikere.

En enkelt musiker dukker dog officielt op på rollelisten, og det drejer sig om Sean "P. Diddy" Combs, der tidligere har medvirket i film som "Monster's Ball" og "Made". I den kommende film skal Combs spille pladeselskabsdirektør, hvilket nok ikke bliver den store udfordring for manden, der grundlagde Bad Boy Records.

Udover Combs vil man ifølge imdb.com også kunne se Katy Perry, Christina Aguilera, Pink samt Twisted Sister-sangeren Dee Snider i den kommende film. Der vil desuden blive skrevet en række sange til Aldous Snow, og hvor de i den første film blev skrevet af manuskriptforfatteren Jason Segel, har sangskriveren Mike Viola tidligere udtalt til GAFFA, at han er blevet bidrage med nogle sange til filmen.

Det forventes at optagelserne til "Get Him To The Greek" vil vare indtil slutningen af juni.

ANNONCE