x

The Streets forærer musik væk

The Streets forærer musik væk

Den populære brite Mike Skinner er i øjeblikket i færd med at arbejde på det angiveligt sidste album, som udkommer under kunstnernavnet The Streets. Men indtil det sker, så er The Streets-butikken langtfra lukket. For mens man venter på efterfølgeren til sidste års roste album "Everything Is Borrowed", giver The Streets nemlig gratis musik ud via sin side på netværket Twitter.

Mike Skinner forklarer på sin blog, at han i denne uge vil udgive tre sange på nettet, fordi han ikke vil bruge sin værdifulde tid på at sælge musikken. Det er uvist, om de tre sange var tiltænkt det femte The Streets-album, der er annonceret under navnet "Computers And Blues". The Streets har dog blogget om det nye album, hvor han fortæller om hans inspiration fra Berlin og rave-scenen:

"Albummet lyder ikke som Lou Reeds "Berlin", men som byen Berlin. Det har en rave-lyd nu. Det bliver et rave-album, der slår dig oven i hovedet med en smule af Romford-, Blackpool- og Philadelphia-rocken fra firserne. Det bliver et sindsygt album."

Man kan samtidig læse på bloggen, at Mike Skinner i øjeblikket bruger sin egen sofa til at lave musik på. Han forklarer sig med, at hjemmestudiet er hyggeligt, og softwaren på computeren alligevel kan gøre det meste for ham. The Streets bruger i hvert fald tiden på sofaen på at lægge nye sange ud på nettet, hvor den første sang i rækken er navngivet "I Love My Phone” er tilgængeligt på Skinners Twitter-side.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA