Foals og 2 Many DJ's er blandt tilføjelserne samtidig med, at der meldes om udsolgt af firedages billetter
Der har været rigtig godt salg i billetterne til dette års Benicàssim Festival, og nu kan arrangørerne meddele, at der ikke er flere firedages billetter med fri camping tilbage. Enkelte af de øvrige billetter kan fortsat købes gennem festivalens officielle webside, men så bliver det altså uden mulighed for selv at medbringe telt og sovepose.
Den spanske festival er ellers værd at rejse efter og er bestemt ikke blevet mindre interessant af tilføjelsen af dagens navne. Størst er formodentlig belgiske 2 Many DJ's, der for nylig aflyste en optræden i København. Men nu er de kommet på programmet i Benicàssim, hvor man vil kunne høre Dewaele-brødrene fyre den af med mix, remix og formodentlig også egne numre.
De får følgeskab af engelske Foals og Television Personalities samt amerikanske Giant Sand og tyske Justus Köhncke, der tilføjes samtidig med en stribe spanske navne, hvor specielt Fangoria er en interessant oplevelse.
Den samlede liste af nye navne til Benicàssim 2009 er som følger:
2 Many DJ's (BE)
Foals (GB)
Giant Sand (US)
Television Personalities (GB)
Justus Köhncke (DE)
La Bien Querida (ES)
Christina Rosenvinge (ES)
Cooper (ES)
Fangoria (ES)
Oblique (ES)
The Unfinished Sympathy (ES)