Nyhed

Outlandish klar med nyt album

Det fjerde album ”Sound Of A Rebel” er ude den 11. maj

Der er gået tre år, siden den multisprogede rapgruppe Outlandish udgav albummet "Colder Than Veins", men i mellemtiden er det også blevet til soloalbums fra både rapperen Waqas og sangeren Isam B. Nu er alle tre tilbage i samlet flok og har albummet "Sound Of A Rebel" på trapperne.

Der er tale om det fjerde ordinære album fra Outlandish, og singlen "Rock All Day" er allerede blevet sendt i rotation på landets radiostationer. Det dansk-pakistanske medlem af bandet Waqas fortæller i pressemedelelsen om arbejdet med den nye plade og om tankerne om venskabet i bandet som helhed, der har udmundet i den første single:

"Efter så mange år som venner, band og kollegaer har vi haft brug for at ruske op i hinanden og ikke mindst i Outlandish. "Rock All Day" handler om at gøre dét der føles rigtigt for os alle tre"

På albummet kan man også finde den danske grime-prinsesse Lucy Love, der selv er aktuel med det roste album "Superbillion". Man kan både smuglytte til nummeret "Dale Duro" med Lucy Love og førstesinglen "Rock All Day" på Outlandishs Myspace-side.

Siden singlen "Aicha" fra det andet album blev spillet massivt over hele verden, har Outlandish været et højagtet band i r&b- og hiphop-verden. "Sound Of A Rebel" fra den danske gruppe med de etniske inspirationer er ventet med spænding og udkommer den 11. maj.

ANNONCE