x

Roskilde Festival benægter krise

Roskilde Festival benægter krise

På forsiden af Politiken i dag kan man se overskriften "Roskilde Festival er i krise", og i artiklen hævder Erik Jensen, at festivalen er ramt af finanskrisen såvel som det faldende cd-salg og den faldende svenske krone, der kan betyde, at de svenske gæster bliver væk fra den danske festival.

I artiklen citeres musikchef Rikke Øxner godt nok for at sige, at den unge gennemsnitsalder for festivalens gæster har gjort, at de ikke er blevet "ramt så hårdt" af finanskrisen, men indrømmer, at det faldende cd-salg har betydet, at kunstnerne er blevet dyrere.

Alligevel har man altså fra Politikens side valgt at udråbe festivalen til at være kriseramt, hvilket har fået Roskilde Festivals talsmand Esben Danielsen til at fare i det elektroniske blækhus, og på festivalens Facebook-side, kan man finde følgende indlæg, som vi her bringer uredigeret:

"Tak for de mange der har skrevet til os på festivalen og rost os og selvføglelig ønsker flere navne. Det kommer lidt flere endnu frem imod festivalen, om det bliver hovednavne er selvfølgelig meget usikkert.

Politiken skriver at vi er i krise - og ikke har råd til at købe hovednavne. Det er vi overhovedet ikke. Vi har aldrig før haft så stort et musikbudget og gør alt hvad vi kan. Selvfølgelig er der hvert år navne vi kunne have ønsket os som ikke er lykkedes - men krise, nej nej nej. Hils Erik Jensen hvis I møder ham og meld at han vist er i krise
:-)
Esben"

Så arrangørerne bag Roskilde Festival er med andre ord ikke enige i Politikens udlægning af deres økonomiske og programlægningsmæssige situation, og som en lille bonus får Esben Danielsen altså bekræftet, at der stadig kan nå at komme flere navne til programmet. Om det bliver hovednavne eller interessante mindre navne, må tiden så vise.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA