Nyhed

Beyoncé giver gratis London-koncert

Popdivaen giver 13.000 billetter væk til tyggegummi-spisere i England

Samarbejder mellem internationale stjerner og store firmaer er ikke en ukendt historie i verden, hvor et begreb som product-placement er hverdagskost for de fleste kunstnere. Nu tager Beyoncé, der snart også gæster Danmark igen, et nyt skridt på den kommercielle vej ved at udlodde gratis billetter via tyggegummi-firmaet Trident.

Beyoncé spiller en koncert i O2 Arena i London, hvor man blot skal købe en pakke Trident-tyggegummi og oplyse den sidste del af stregkoden på firmaets hjemmeside for at få en billet til hendes koncert den 15. november i år. Den storsælgende popsangerinde kommer til England på sin "I Am…"-turné i næste måned, hvor den specielle koncert for 13.000 tyggegummi-køberne bliver den sidste i rækken af koncerter i England.

Inden Beyoncé når til de britiske øer på sin Europa-turné, lægger den unge skønhed vejen forbi Herning i MCH Arena den 10. Maj, hvor hun skal også skal give den som sit nye alterego Sasha Fierce fra albummet "I Am... Sasha Fierce" fra sidste år. Det lader desværre ikke til, at Beyoncé vil forsøge sig ud i lignende mediestunts på dansk grund, der kan kaste (næsten) gratis billetter af sig til det danske publikum.

ANNONCE