x

Jooks endelig klar med debutalbum

Jooks endelig klar med debutalbum

Jooks har i lang tid været den mest hypede rapartist i landet og har med det udskudte debutalbum sat forventningerne op til det ubeskrivelige. Men nu syntes ventetiden at være forbi for de mange danske hiphop-fans, da den 29-årige rapper nu endelig har sat udgivelsesdatoen for sit album "Privilegeret", 8. juni, og samtidig har en ny single ude i dag 20. april.

På den nye single "Hun Vil Ha' En Rapper" viser den eftertænksomme rapper endnu en gang sit karakteristiske flow og sit overskud på det nye nummer om, hvordan fyre knækker halsen i jagten på den eneste ene. Uptempo-sangen er ifølge Jooks selv en lys afstikker fra pladens mere mørke numre:

"Det ville jo ikke være realisme hvis jeg kun delagtiggjorde folk i den mere dystre del af mit liv. Vi skal fejre, at vi er privilegerede, og så kan vi tage de moralske tømmermænd til lyden af resten af pladen."

Rapperens bidske kommentarer til bylivets falske facader og en fortællestil, som han selv omtaler som "beskidt realisme" er velkendte fra rapperens medvirken i rapgruppen Rent Mel og i diverse gæsteoptrædener på blandt andet Troo.L.S & Orgi-E-nummeret "Rolig Rolig".

Nu forsøger Jooks sig som solodebutant, og landet ligger åbent for den perfektionistiske rapper. Albummet "Priviligeret" var oprindelig sat til at udkomme sidste år, men blev udskudt af flere omgange og forventningerne har siden været skyhøje. I mellemtiden er Jooks blevet nomineret til P3 Guld-pris og har været valgt som support til L.O.C.'s store shows. Nu skal det blive spændende at se, om den privilegerede Jooks kan indfri de høje forventninger til hans kommende album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA