Nyhed

Beck genudgiver One Foot In The Grave

Multitalentet har genudgivet albummet i en deluxe-version med b-sider og tretten nye sange

Den amerikanske kunstner Beck har siden starten af halvfemserne blandet et hav af genrer i sin alternative musik. Sangeren og musikeren har gennem karrieren udgivet otte albums på store pladeselskaber, men har også lavet fire indie-udgivelser i 1993 og 1994. Nu bliver indie-pladen "One Foot In The Grave" genudgivet i en stor deluxe-udgave.

Genudgivelsen af "One Foot In The Grave" indeholder udover det originale album hele tretten sange, der ikke før har været udgivet. Derudover følger der på genudgivelsen også tre gamle singler, der før kun er udgivet som syvtommer vinyl-singler. Alt materialet den nye deluxe-udgave er således indspillet, før Beck slog igennem på et stort pladeselskab med blandt andet det store hit "Loser".

Beck er kendt som et musikalsk multitalent, der leger med genrer som blandt andet rock, elektronisk musik, latinske rytmer og hiphop. På det seneste album "Modern Guilt" fra sidste år, slog Beck sig sammen med produceren Danger Mouse, der er kendt som den ene halvdel af Gnarls Barkley. GAFFAs anmelder glædede sig over det umage pars musik, og gav albummet fem stjerner:

"Modern Guilt er eftersigende det album, Beck har lagt mest arbejde i, og det betaler sig, for hvor han nogle gange har strøet sine fragmenterende Dali'ske idéer med for løs hånd, er der denne gang blevet fulgt en kontinuerlig og gennemtænkt rute".

Nu er der mulighed for at erhverve sig nyt musik fra begyndelsen af Becks karriere og lade den alternative sanger underholde på det allerede udgivne deluxe-album.

ANNONCE