x

Madonna udsender nyt opsamlingsalbum

Madonna udsender nyt opsamlingsalbum

Popdivaen Madonna har i løbet af sit mangeårige samarbejde med pladeselskabet Warner Records solgt mere end 200 millioner albums. I 2007 opsagde den blonde popstjerne kontrakten med pladeselskabet, og nu kommer den absolut sidste udgivelse fra samarbejdet mellem Warner Records og Madonna.

Liz Rosenberg, der er Madonnas talskvinde, udtaler til det amerikanske magasin People, at den nye opsamlingsplade udkommer til september og at Madonna "har planer om at gå i studiet og optage et par nye sange til dette album". Udgivelsen vil blive det tredje Greatest Hits-album fra popdronningen, men der er dog ikke oplysninger om, hvilke kendte numre der skal med på opsamlingen.

Rygterne har svirret omkring de nye Madonna-numre til udgivelsen, og ifølge fan-sektionen på hjemmesiden Madonna.com skulle popdivaen i denne uge være i studiet med den britiske dance-skaber Paul Oakenfold. Produceren og dj'en er selv et stort navn inden for den elektroniske musik og er i forvejen annonceret som opvarmning for Madonna på hendes sommerturné.

Desuden skulle Madonna angiveligt også have planer om at gå i studiet igen i næste uge med en endnu unavngiven producer og optage et tredje nummer. Hvordan den endelige udgivelse kommer til at se ud er derfor stadig uvist, men med rygterne om de nye numre er der også noget at se frem til for de dedikerede fans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA