Nyhed

Frederik: Mary skal ikke bestemme, hvad jeg skal høre

Kronprisens kommende hustru skal ikke lægge en dæmper på hans musikdyrkelse, siger Frederik til GAFFA.dk

Billede: Morten Larsen

I februar havde GAFFA helt eksklusivt et stort interview med kronprins Frederik om tronfølgerens musiksmag. I anledning af dagens glædelige nyhed om Frederik og Mary Donaldsons forestående bryllup – som kan læses på kongehusets officielle hjemmeside, http://www.kongehuset.dk – minder vi lige om, hvad Frederik dengang sagde til GAFFA om sin partners rolle i forhold til Frederiks enorme musikglæde, og om hans optagethed af den australske musikscene:

Kronprinsen har dyrket den danske musikscene, men Kronprinsen har også et indgående kendskab til, hvad der rører sig i Australien:
- Det anede mig nok, at vi skulle ind på det, siger han med et smil. - Jeg synes faktisk, at der er meget godt australsk musik, og også bands, som sagtens kunne gøre sig på den kontinentale del af Europa. Der er et band, som hedder Powderfinger, der både musikalsk og tekstmæssigt er rigtig godt. Det har samme dybde og rytme som U2 og er mindre vildt end The Vines. Og så er der Alex Lloyd, som en sjælden gang kunne minde om Jeff Buckley; desværre har ingen af dem spillet de gange, jeg har været i Australien, selv om jeg har haft antennerne ude. Ellers er jeg meget vild med INXS og Midnight Oil, som også formåede at blive kendte på kontinentet, siger Kronprinsen, men han taler også varmt om Killing Heidi og The Whitlams.


Men hvad med kærligheden, er det vigtigt, at kæresten også elsker musik?
- Det gør det ikke mindre kedeligt, men jeg vil ikke sige, at det er afgørende. Bare jeg får lov til at lytte til min musik, og at hun ikke siger, at hun ikke gider høre på det, for det kompromis vil jeg aldrig gå med til. Der bliver ikke lukket ned for noget dér, slutter Kronprinsen bestemt og med et stort forelsket grin.

Kronprins Frederik og Mary Donaldson skal giftes engang til foråret, men endnu foreligger der ikke nærmere detaljer.

Læs hele interviewet.


ANNONCE