x

The Roots i studiet igen

The Roots i studiet igen

Hiphop-kollektivet The Roots fortsætter med at genopfinde den organiske, håndspillede hiphop, som de har dyrket i mere end ti år. Bandets trommeslager Ahmir "?uestlove" Thompson har røbet, at bandet overvejer at kalde deres næste album The Tipping Point, fortæller Time Magazine. Titlen henviser til en bog af Malcolm Gladwell om "idéers fysiske bevægelsesmængde" – og til The Roots’ vilje til at blive ved at løfte deres koncept op til nye stadier.

Bandets plan er at begynde på indspilningerne til pladen i denne måned og udsende den næste år. En ny guitarist, Kirk Douglas, ikke at forveksle med skuespilleren, er blevet tilføjet til bandet, der foruden Thompson består af sangeren Black Thought, Kamal på keyboards og bassisten Hub. På nogle sange vil en anden guitarist, Martin Luther, ikke at forveksle med borgerrettighedsforkæmperen, også medvirke.

The Roots, som på deres tidligere udgivelser succesfuldt har blandet rock- og rapmusik, satser på en endnu mere sofistikeret blanding af genrerne, især med inspiration fra Thompsons favorit, Rolling Stones-klassikeren Exile On Main Street. Thompson forklarer endvidere, at bandet på det nye materiale ønsker en mørkere og mere utydelig tekstur.

Det er for øvrigt meningen, at bandet vil invitere en række gæstemusikere med på indspilningerne i deres studie i Philadelphia. F.eks. er John Mayer, Macy Gray og Nas på ønskelisten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA