Nyhed

Linda Andrews afslører udgivelsesdato

X Factor-vinderen udgiver snart solodebuten og går samtidig guld med nummeret "Det Bedste Til Sidst"

Den færøsk fødte sangerinde Linda Andrews var på de flestes læber, da hun i sidste måned vandt dette års X Factor. Finalen i den populære sangkonkurrence blev set af over 2 millioner danskere, og nu ventes vinderens debutalbum allerede at udkomme den 2. juni.

Singlen "Det Bedste Til Sidst", som alle finalisterne fortolkede i det sidste program og som bagefter er udgivet i Linda Andrews' version, har været en salgssucces og er netop gået guld. Singlen har toppet download-listerne, og guld-certificeringen svarer til 15.000 solgte downloads.

Linda Andrews er selv spændt på den snarlige udgivelsesdato og fortæller i en pressemeddelelse om det at få mulighed for at udsende et soloalbum:
 
"Det er en drøm, som endelig er gået i opfyldelse. At få lov til at lave en rigtig soloplade, og vise, hvad jeg kan, og hvem jeg er. Jeg glæder mig til at kunne præsentere den for alle mine fans, og til at komme ud og optræde live med de nye numre".

X Factor-vinderen kan højst sandsynligt se frem til en salgssucces, hvis det går hende som den tidligere vinder af X Factor, Martin, der solgte omkring 100.000 albums af "Show The World" sidste år.

ANNONCE