Nyhed

Queens Of The Stone Age-sanger klar med nyt

Josh Homme udsender album med P.J. Harvey og Twiggy Ramirez

Queens Of The Stone Ages rødhårede frontmand Josh Homme udsender den 7. oktober det niende og tiende album med sideprojektet "Dessert Sessions". De tidligere udgivelser i serien indeholder, i stil med Q.O.T.S.A.’s og Hommes tidligere band Kyuss, hæsblæsende stenerrock.

Nummer 9 og 10 samles på et album, der kommer til at indeholde gæsteoptrædener fra navne som den tidligere Marilyn Manson-bassist Twiggy Ramirez, der nu går under navnet Jeordie White og som til daglig fungerer som bassist i A Perfect Circle, Brent Bjork, kendt for sit arbejde med Fu Manchu og Kyuss og tidligere Suicidal Tendencies-trommeslager Josh Freese, der nu også er fuldtidsmedlem af A Perfect Circle og P.J. Harvey.

Den eneste regel, når der indspilles, er, at der ingen regel er. Sangene opstår ud af jam-sessions "Der er ikke noget pres fra omverdenen, men der er et præs fra hinanden; vi er alle samlet, så det bliver nødt til at være godt," forklarer Homme til rollingstone.com.

På grund af den løse struktur spiller de medvirkende ikke kun på deres foretrukne instrument. For eksempel kan Homme ud over sang og guitar høres spille trommer, bas, keyboard og percussion. "Så du er guitarist? Nå, men så sæt dig hen bag klaveret, så vi kan komme i gang. Polly sagde: "Jeg vil ikke spille guitar på dette album", og det gjorde hun heller ikke, hun spillede saxofon, harmonika, melodica, klaver, percussion og bas," forklarer Homme.


Det nye album indeholder 15 sange, der blev indspillet på kun fem dage, alle sammen improvisationer. "Det er mere skizofrent end mine Queens-albums. Men det er ikke aflagte sange. Jeg putter den samme mængde arbejde i det som med et Queens-album, det bliver bare nødt til at gå hurtigere. Det er næsten som speed-skak, det er et kompliceret hovedspil, men du bliver nød til at spille det på mindre end fem minutter. Femten sange på fem dage overrasker mig virkelig, men det, der mest overasker mig, er, at de alle er gode."

Oprindeligt havde Homme planlagt i alt 12 "Dessert Sessions", men som han forklarer "En arbejdsnarkomans arbejde er aldrig færdigt. Jeg vil gerne ende op på 119 og 120."

I øvrigt kan det nævnes, at Queens Of The Stone Age-bassisten Nick Oliveri for tiden også er pladeaktuel, nemlig med det nye album "Drug Problem That Never Existed" med sideprojektet Mondo Generator.


ANNONCE