Nu mangler der kun et enkelt navn til årets program
Programmet for 2009-udgaven af Grøn Koncert er i den grad ved at tage form med dagens tilføjelse af to nye navne. De seneste kunstnere til plakaten for årets omrejsende festival er TV-2 og Tim Christensen, og dermed mangler der kun et enkelt navn, før programmet er helt på plads.
Ingen af de to navne kræver nogen nærmere introduktion, men det skal dog nævnes, at når TV-2 går på scenen til Grøn Koncert til sommer er det for ottende gang, hvilket sammen med Thomas Helmig gør dem til det navn, der oftest har været med Grøn Koncert rundt i landet.
Tim Christensen har været med to gange tidligere, og kan dermed fortsætte successen fra sin netop overståede turné til en række udendørskoncerter rundt om i landet i juli måned.
De to nye navne tilføjes et program, der allerede indeholder L.O.C., Kashmir, Infernal, Sys Bjerre samt MC's Fight Night Tag Team Battle med rapperen UFO som ringleder. Hele pakken plus et endnu ikke offentliggjort navn kan opleves på følgende datoer:
Torsdag d. 16. juli: Esbjerg
Fredag d. 17. juli: Herning
Lørdag d. 18. juli: Århus
Søndag d. 19. juli: Aalborg
Torsdag d. 23. juli: Kolding
Fredag d. 24. juli: Odense
Lørdag d. 25. juli: Næstved
Søndag d. 26. juli: København