Datoerne er den 22.-27. juni
Så er datoerne for Midtfyns Festival 2004 blevet offentliggjort. Festivalen løber af stablen fra den 22. juni til den 27. juni.
Tirsdag d. 22. juni kl. 10:00 åbner entrésluserne og camping, og to timer senere begynder de første rytmer at dunke fra diskoteksområdet Sin City. Festivalledelsen håber på fremragende vejr når Skt. Hans bålet tændes den. 23. juni, og så skal Danmark spille EM kvartfinale den 24., 25., 26. eller 27. juni, hvilket vil kunne ses på storskærm.
Det skal blive spændende at se hvilken linie der vil kendtegne næste års musikprogram på Midtfyn, især i lyset af den kritik der er fremkommet om at festivalen har blandet musik til for mange forskellige målgrupper sammen. Nogle har kritiseret festivalen for at præsentere navne som Big Fat Snake og Kim Larsen til en målgruppe af 15-25 årige; andre har hæftet sig ved tilstedeværelsen af indie-navne som The Flaming Lips og Badly Drawn Boy til hvad der skulle være en folkelig fadølsfest. Ja, det er ikke nemt.
Ikke desto mindre blev dette års koncert med hovednavnet R.E.M. en stor succes, med et stort salg af éndagsbilletter. Datoen for næste års festival annonceres efter to år med voldsomt regnvejr på festivalen, hvilket har medvirket til lavere entréindtægter end forventet. Til gengæld har festivalen haft en større indtjening via salg i boderne, og festivaldirektør Marius Byriel konkluderede efter dette års Midtfyns Festival at det hele så "fornuftigt" ud.