x

Afrikansk verdensmusik på Store Vega

Afrikansk verdensmusik på Store Vega

Der er normalt ikke meget fokus på de store afrikanske bands på disse breddegrader, selvom kunstnerne på deres eget kontinent ofte er storsælgende stjerner. Det bliver der rådet bod på, når det succesfulde band fra Elfenbenskysten Magic System og kunstneren Ofori Amponsah fra Ghana gæster store Store Vega i denne weekend.

Der er dømt afrikanske danserytmer, når det veletablerede Magic System går på scenen. Det fire mand store orkester har eksisteret siden 1996 og har udgivet fire album med musikstilarten zouglou. Bandet er derudover blevet remixet af den store franske houseproducer og dj Bob Sinclair, og har haft stor succes i Frankrig. De er samtidig et af Afrikas mest populære navne med over 1,5 millioner solgte album.

Den ghanesiske kunstner Ofori Amponsah, der står over for et stort internationalt gennembrud, er også på programmet. Den afrikanske stjerne laver rytmisk musik i stilarten hiplife og har for nylig optrådt til et show i forbindelse med den afrikanske version af Big Brother.

Store Vega gør sig klar til en farverig og dansevenlig fest, når de nævnte afrikanske kunstnere går på scenen og bringer en række afrikanske gæsteoptrædener med sig. Publikum kan se frem til udførlig indføring i den afrikanske musik og kultur, når de festlige rytmer rammer den danske hovedstad lørdag den 2. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA