x

Stream The Late Parades debutalbum en uge før releasen

Stream The Late Parades debutalbum en uge før releasen

The Late Parade udgiver albummet "In Chase Of Red Beads" mandag d. 11. maj, men det er allerede nu muligt at smuglytte til hele pladen, inden den rammer gaden. Nu kan debutalbummet nemlig streames i sin helhed på BandBase.dk, og her vil det kunne høres i hele ugen op til releasen.

Og der er god grund til at tage en lytter på albummet. Undertegnede skrev blandt andet i albumanmeldelsen, der kan findes i GAFFA maj og fra på lørdag også på GAFFA.dk: "både sangskrivning og fremførelse er generelt på et højt niveau på et løfterigt debutalbum"

The Late Parade har længe spøgt på den danske musikscene. De startede i 2003 under det knap så tungevenlige navn Themes of Solitude in Broken Bottles, senere forkortet til Tosibb, og udgav et par år senere deres demo, som høstede store roser. Kort efter skiftede de navn, og The Late Parade høstede endnu mere ros, både i udlandet og herhjemme, da deres selvbetitlede ep udkom i 2007.

"In Chase Of Red Beads" er indspillet i efteråret 2008 med Ebbe Frej (epo-555) som producer. Gruppen har efter eget udsagn udviklet deres lyd "fra tyst til højstemt", men bandet står stadig for et patosfyldt og kompromisløst musikalsk univers. The Late Parade leverer sofistikeret indierock med Rune Vigils markante falsetstemme og Line Grønbechs efter eget udsagn math-rock-inspirerede trommer som centrum.

The Late Parade har i øvrigt udskudt deres Japan-turné til september, så der er blevet tid til at spille herhjemme. I morgen (6. maj) kan man opleve dem til releasefesten på Drone på Nørrebro, og senere på måneden er de support til en udsolgt Snow Patrol-koncert i Vega. Hvis man ikke når dem før, kan de fanges på BeatDay, og ifølge GAFFAs liveanmelder Tine Brendstrup er det værd at smutte forbi en live-parade "til et storladent melankolsk univers med drømmende flader båret oppe af Rune Vigils meget lyse stemme, der bevæger sig i omegnen af falset, og Line Grønbechs meget imponerende trommespil," som hun skrev om gruppens koncert på Rust i marts.

The Late Parade er i denne uge Ugens Band på Bandbase, og det er i den forbindelse, at hele debutalbummet kan streames. The Late Parades
debutalbum "In Chase Of Red Beads" kan høres her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA