Nyhed

Baby Woodrose – så tænder du bare

MTV, tjald, covers-album og ekstrakoncert

Det danske stenerrockband Baby Woodrose har generelt god vind i sejlene for tiden (dog måske ikke økonomisk, se nærmere nedenfor...)

Bandets nye video til "Pouring Water" fra Money For Soul-albummet havde premiere på MTV i tirsdags, og bliver sandsynligvis vist på DR's Boogie i næste uge. Videoen er animeret af Giboon fra Argentina.

Baby Woodrose blev for nylig snuppet i lufthavnen i Trondheim med 8 gram hash, som de havde fået af en fan ved en koncert på Rytmeposten i Odense dagen før. Klumpen med hash lå henslængt i Lorenzos guitarkasse. Forseelsen kostede Baby Woodrose en bøde på 10.000 kroner – SÅ KA’ DET SAFTSUSEME VÆRE, DE KA’ LÆRE DET, som man siger. Men trods alt fik bandet lov til at komme ind i Norge og gennemføre deres koncert på Posepilten Festivalen i Trondheim.


I øvrigt er Baby Woodrose ved at arbejde på deres næste album, som bliver en samling coverversioner af garage-klassikere, der har haft betydning for bandet. Indspilningerne finder sted i Black Tornado-studiet og kommer til at indeholde sange af bl.a. Captain Beefheart, The Sonics, The Savages, Love og Painted Faces. Albummet forventes udgivet næste år.

Endelig skal det nævnes, at bandet har sat en ekstra koncert i København på programmet, nemlig næste torsdag, den 2. oktober, på Loppen på Christiania.

Derudover ser planen for resten af bandets koncerter i år sådan her ud:


4/10: Studenterhuset, Ålborg
10/10: Gimle, Roskilde
10/11: VoxHall, Århus
28/11: Fermaten, Herning
29/11: Hatten, Randers
5/12: Månen, Haderslev


ANNONCE