Nyhed

Bikstok Røgsystem til Skanderborg

Danmarks Smukkeste Festival kan samtidig melde udsolgt til om lørdagen, og programmet er komplet

Danmarks Smukkeste Festival, i folkemunde kendt som Skanderborg Festival, fortæller, at Bikstok Røgsystem gæster årets festival, der finder sted i dagene 5.-9. august. Samtidig oplyser festivalen, at også Anden alias Anders Matthesen vil optræde på festivalen (om det er som stand-upper, rapper eller noget helt tredje, fremgår dog ikke), ligesom festivalen gør opmærksom på, at der nu er udsolgt af endagsbilletter til om lørdagen - og at festivalens program nu er komplet og kan ses på smukfest.dk, inklusive tidspunkter.

Det er Bikstok Røgsystems første koncert efter deres gendannelseskoncert 31. januar i Vega i forbindelse med den årlige fejring af Bob Marleys fødselsdag. Om Bikstok vil give flere koncerter i denne omgang, vides ikke, men nu man da sige, at de er kommet ud af busken. Danmarks Smukkeste Festival gør dog opmærksom på, at koncerten er "eksklusiv".

Bikstok Røgsystem alias Blæs Bukki, Eaggerman og Pharfar fik et kanon-gennembrud i 2005 med deres dansksprogede dancehall-musik og albummet ”Over Stok Og Sten”, hvorfra især ”Cigar” blev et stort hit. Men så gik medlemmerne pludselig hver til sit og kastede sig over diverse projekter, blandt andet teaterstykker og producervirksomhed. Ikke mindst Pharfar fik stor succes som producer for nu afdøde Natasja, ligesom Blæs Bukki for tiden er aktuel i gruppen Balstyrko.


Ved Bikstoks genforeningskoncert i Vega (hvorfra billedet stammer) uddelte GAFFAs Simon Boertmann Brüel fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet:

"At Bikstok har været savnet, var tydeligt at mærke på et publikum, der sendte masser af kærlighed op mod scenen, hvor de tre lyddrenge, Eaggerman, Blæs Bukki og Pharfar nåede omkring næsten hele deres succesfulde debut fra 2005, ”Over Stok og Sten”. Som sædvanligt godt backet op af Pharfars band, Riddim Force, virkede især Eaggerman og Pharfar, som om de nød at være tilbage, mens Blæs Bukkis stemme ikke rigtigt kom ud over scenekanten."

Blæs Bukki har også en fortid i de hittepåsomme hiphoppere Malk de Koijn, der også er gendannet for indtil videre en enkelt koncert, nemlig på årets Roskilde Festival.


 

ANNONCE