Nyhed

The Floor Is Made Of Lava arbejder på nyt

De gæve rock-lømler er gået i øvelokalet for at indspille demoer til deres kommende album

De energiske rock ’n’ rollere i The Floor Is Made Of Lava arbejder i disse dage på nye numre til opfølgeren til All Juice No Fruit fra 2007. Et album, der i nærværende medie skaffede bandet en femstjernet anmeldelse fra Kristian Bach Petersen, der også havde følgende roser til overs for Lava-debut’en: ”The Floor Is Made Of Lava laver musik af overbevisende international klasse med flabet charme og dansk glimt i øjet.” 

Bandet har også høstet gode anmeldelser for deres koncerter i kølvandet på albummet, og tilbage i januar indtog de Forum i København, hvor de varmede op for Oasis.

Nu er der så nyt i støbeskeen fra Lava-drengene. GAFFA har mødt dem i deres øve-residens på Vestfyn til en snak om de nye numre. Bandet forklarer blandt andet, hvordan de har bevæget sig væk fra club-rocken og i retningen af mere klassisk rock ’n’ roll, og om hvordan dogmerne er blevet erstattet af akkorder.

Lava-forsanger Tobias Kippenberger fortæller:

– Den første plade var indspillet ud fra et dogme om, at man helst kun måtte bruge én streng på guitaren, og at bassen så skulle fylde meget. Det hele var utroligt riff-baseret, og lavet ud fra vores førstehåndsindtryk af os selv. Hen ad vejen har vi imidlertid fundet ud af, hvem vi er som band. Nu er der også plads til akkorder, og man kan måske sige, at der er kommet højere til loftet. Det er simpelthen bare straight up rock ’n’ roll og ikke alt muligt andet pis.

Læs hele reportagen fra The Floor Is Made Of Lavas øvelokale her.

ANNONCE