Nyhed

The Informations laver video med Jørgen Leth og Torben Ulrich

Det er optagelser fra filmen "Motion Picture" fra 1970, der bruges i den nye video

Det er folkene bag pladeselskabet Speed Of Sound, der står bag en ny musikvideo med bandet The Informations, hvor man kan se hippien Torben Ulrich lave underlige hop og bevægelser under instruktion fra en ung Jørgen Leth. Optagelserne kommer fra filmen "Motion Picture" fra 1970, og de bruges nu sammen med sangen "Strange Habits" i en ny musikvideo.

Sangen er anden single med The Informations, der trods kryptiske beskeder på gruppens MySpace-side om at være hypede i Japan og Sverige viser sig at være et nyt projekt fra William Blakes-medlemmet Frederik Nordsø. Første single hed "Fela Man", og den fik en del airplay på P3 sidste år. Nu er The Informations så klar med en opfølger, der samtidig er en forsmag på gruppens debutalbum, der udsendes på Speed Of Sound i slutningen af 2009.

Ifølge pladeselskabet er medlemmer fra Choir Of Young Believers, Oh No Ono, Chimes And Bells og Jong Pang samt produceren Mikkel Holtoug alle involveret i projektet, hvis debutplade har fået titlen "Noah's Ark".


Videoen til "Strange Habits" kan ses her:

 


ANNONCE