Nyhed

Flaming Lips vil udsende dobbeltalbum

Wayne Coyne forventer at kunne udsende det første Flaming Lips-dobbeltalbum i slutningen af sommeren

Opfølgeren til Flaming Lips-albummet "At War With The Mystics" fra 2006 har efterhånden været længe undervejs, og i et interview med Billboard fortæller bandets frontmand Wayne Coyne nu, at de kun har indspillet tretten sange til den udgivelse, der bliver gruppens første dobbeltalbum.

Dermed mangler der otte eller ni sange til det kommende album, der bliver en reaktion på tidligere problemer med at beslutte sig for, hvilke sange der skulle med på albummet. Denne gang er der plads nok, og Coyne krediterer sin kærlighed til plader som The Beatles' "The White Album" og "'Physical Graffiti" med Led Zeppelin for beslutningen om at lave et dobbeltalbum.

Coyne fortæller, at det kommende album ikke kommer til at lyde som det forrige, da mange af sangene er baseret på jamsessions.


"Jeg tror, der denne gang var et element af tilfældigt at falde over mere spontane freak-out ting. Vi sad i Stevens (Drozd, bandets trommeslager, red.) hus, og der begyndte vi på nogle freak-out sessions, hvor han spillede trommer, og jeg spillede bas, og vi gjorde bare nogle freaky ting. Nogle af de indspilninger, selvom de ikke var indspillet ret godt, havde virkelig en spontanitet, som vi ikke kunne have fået frem med vilje. Så vi brugte nogle af dem som et slags fundament for, hvad vi senere ville lave med overdubs og tekster og så videre. Det lyder meget spændende".

Bandet arbejder lige nu på sangene "Convinced Of The Hex" (Joy Division-møder-Miles Davis Group fra John McLaughlin-æraen) og "I Don't Understand Karma", der er Wayne Coynes modsvar til John Lennons "Instant Karma". Planen er at blive færdig med det meste af albummet, inden de tager på en kort turné til juni. Derefter forventer Coyne at kunne udsende det kommende dobbeltalbum, inden sommeren er omme.

ANNONCE