x

Wacken Rocks indtager Berlin

Wacken Rocks indtager Berlin

Den store nordtyske metalfestival Wacken Open Air har udvidet sine jagtmarker til nu også at inkludere hovedstaden Berlin. Her i slutningen af maj måned er der et stort arrangement i Berlin, hvor arrangørerne stabler en lille festival på benene med navne som Volbeat (billedet), D-A-D, Heaven Shall Burn og Der W. Der W er et projekt startet af arkitekten bag Böhse Onkelz, et kultband i Tyskland.

Lørdag den 30. maj indtager Wacken Rocks Berlin således fortet Zitadelle. Her vil publikum kunne nyde denne open air-koncert i spændende omgivelser. For danskere er éndags-festivalen specielt interessant på grund af de to danske bands; Volbeat og D-A-D.

Volbeat nyder stor succes i Tyskland og vil utvivlsomt trække mange tilskuere fra såvel Tyskland som tilrejsende fra Danmark og de øvrige skandinaviske lande. D-A-D er, trods mange år på bagen, stadig ikke et etableret navn i Tyskland, men med udstillingsvinduet på Wacken Rocks Berlin og senere også på selve Wacken Open Air er der ingen tvivl om, at mange tusinde vil have stiftet bekendtskab med bandet, når støvet letter fra festivalpladsen. Herhjemme i Danmark behøver de næppe nogen nærmere introduktion, så er man fristet af både D-A-D og Volbeat på én dag og på samme scene, så er Wacken Rocks Berlin måske lige den forårsfestival, man skulle overveje.

Selve festivalen Wacken Open Air er udsolgt. Dette arrangement i Berlin er så chancen for dem, der ikke fik billet til lige at få snuset lidt til atmosfæren, da det er de samme arrangører, der står bag. Ligeledes er der to arrangementer i slutningen af august ved navn Wacken Rocks Seaside og Wacken Rocks South, hvor samme bands igen spiller rundt omkring i Tyskland for at sprede "Wacken"-budskabet.

Læs mere om Wacken Rocks Berlin på www.wackenrocks.com og Wacken Open Air på www.wacken.com

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA