Nyhed

Elton John genudsender ”Goodbye Yellow Brick Road”

Det 30 år gamle album opfriskes med hidtil uhørt materiale og dvd

Den 11. november udsender Elton John en udvidet udgave af det 30 år gamle mesterværk ”Goodbye Yellow Brick Road”. Albummet er blevet remasteret og delt op på to cd’er. Udgivelsen er desuden blevet suppleret med et par bonussange og en dvd med en dokumentarfilm om tilblivelsen af albummet.

Produceren bag Johns 1995-album ”Made In England”, Greg Penny, har stået for remasteringen af albummet, og er manden bag en ny akustisk version af ”Candle In The Wind” med kun vokal og guitar.

– Jeg ledte efter ting, man kunne inkludere som en bonus på albummet. Og så hørte jeg vokalsporet og guitarsporet til ”Candle In The Wind” sammen for at checke forholdet imellem dem. Jeg spillede det for Elton, og han var vild med det. Det er meget simpelt, og en vidunderlig måde at afslutte albummet på.

Ud over ”Candle In The Wind” indeholder albummet blandt andet klassikere som ”Bennie And The Jets”, ”The Ballad Of Danny Bailey (1909-34)”, ”Saturday Night’s Alright For Fighting”, titelsangen og de tre aldrig tidligere udsendte sange ”Jack Rabbit”, ”Whenever You’re Ready (We’ll Go Steady Again)” og ”Screw You (Young Man’s Blues)”.


Selvom Greg Penny kun var 17 år gammel i 1973, var han til stede under store dele af albumindspilningen i Frankrig, og mange af de fotos, han tog til sin egen samling, vil nu være at se i den nye indpakning til albummet.

Det er meningen at Penny skal remastere alle Elton Johns femten første udgivelser.

ANNONCE