Nyhed

Didium & The Black Bonnie Picture udgives i Benelux-landene

Gruppen har fået kontrakt med Suburban, der udsender debutalbummet til juni

Til juni vil borgerne i Belgien, Holland og Luxembourg kunne købe Didium & The Black Bonnie Picture-albummet "Whimsical Beauty" i deres lokale pladeforretninger, når det hollandske selskab Suburban, der blandt andet har udsendt det seneste Keith Caputo-soloalbum, udsender det til juni. Samtidig kommer selskabets tidligere direktør, Ron Van Hal, til at fungere som bandets faste promoter i Benelux-landene, hvor Suburban vil stå for markedsføring og distribution.

Dette er den seneste succesoplevelse for gruppen, der herhjemme har vundet både MyMusic.dk-legatet (nu Bandbase.dk-legatet), Månedens Demo i GAFFA og Starfighters-konkurrencen, inden de i år kunne udsende deres debutalbum.

Albummet blev også rost for sin idérigdom og den musikalske integritet, da GAFFA anmeldte pladen i marts:


"De tager ikke den lette vej. Albumdebuterende Didium & The Black Bonnie Picture har store musikalske ambitioner, og kommer overraskende helskindet ud på den anden side".

Til juni bliver det så anmelderne i Benelux-landene, der skal bestemme sig for, om de også synes om danske Didium & The Black Bonnie Pictures ambitiøse og kunstneriske rockmusik.

ANNONCE