x

Veronica Maggio til Nibe

Veronica Maggio til Nibe

Den populære svenske sangerinde Veronica Maggio spiller 21. maj en ekstrakoncert i København, efter koncerten 27. februar hurtigt blev udsolgt. Dengang spillede hun også i Århus, og til juli vender hun så tilbage til Jylland, når hun kommer på besøg på dette års Nibe Festival.

Her vil hun byde på materiale fra sine to første plader, der udover at have genereret flere store hits i hjemlandet i 2006 også sikrede hende en Grammy som Årets Nykommer. Herhjemme er hun nok bedst kendt for singlerne "Måndagsbarn" og "Stopp", og det er faktisk lidt af et scoop for den nordjyske festival at få Maggio på programmet, der er blevet hevet ind som erstatning for The Sandmen.

Også På Slaget 12 har meldt afbud til Nibe i år, hvilket betyder, at festivalen har hyret Big Fat Snake feat. Peter Viskinde til at spille i stedet. Her vil Peter Viskinde sammen med sit nye band formodentlig spille en lang række af de gamle Big Fat Snake-hits, der netop er blevet genindspillet på albummet "Reel 1", sammen med materiale fra Viskindes solokarriere.

Begge navne kan opleves på Nibe Festival, der afvikles i dagene 1. - 4. juli.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA