x

Spilleplanen for Spot ligger klar

Spilleplanen for Spot ligger klar

Navnene til årets Spot Festival er blevet offentliggjort i løbet af foråret, og nu er der mulighed for at se, hvem der spiller hvor og hvornår, så man kan begynde at planlægge sit koncertprogram på årets festival. Programmet for begge dage kan ses Spot Festivals officielle webside, hvor man også kan printe programmet ud og begynde at sætte ringe om de ting, man bare ikke vil gå glip af.

Årets Spot Festival tyvstarter som altid torsdag aften (21. maj), hvor der er fire forskellige arrangementer til at markere åbningen af årets festival. I Musikhuset kan man opleve den officielle åbning, hvor der ud over taler vil være musik med Ave, Oh Land og When Saints Go Machine, der alle får udvidet besætningen med klassiske musikere.

Samme aften kan man opleve Yann Tiersen, zZz og Minipli på Train, Bird, John Dear Mowing Club og Daedelus spiller på Musikcaféen, og på Studenterhuset kan man opleve Cokiyu, Absynthe Minded og Yuko. Dermed er der altså masser af musik torsdag aften i Århus, inden festivalen går officielt i gang med koncerter fredag eftermiddag.

Herfra er der mulighed for at se et hav af nordiske navne i løbet af Spot Festivalens to dage (22.-23. maj), og præcis hvornår de forskellige bands spiller, kan man altså nu se på nettet.

Billetter til årets Spot Festival kan fortsat købes via GAFFA Billet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA